Home » Vejledninger » Vedligeholdelse af trappe

Vedligeholdelse af trappe

Her findes en lille vejledning i vedligeholdelse af trappe. Guiden tager udgangspunkt i trætrapper fra VejleTrappen.

 

Rengøring af trætrappe

Vedligeholdelse af trappe: halvsvingstrappe med repos og lys i væg

Vedligeholdelse forlænger holdbarheden

En trætrappe skal rengøres nænsomt med en vreden klud uden brug af skrappe rengøringsmidler. Bemærk, at trætrin er følsomme over for større mængder vand.

 

Vedligeholdelse af lakeret og malet træ

Almen rengøring af trinnene bør ske med støvsuger. Når træet begynder at tage mod snavs, vaskes trinnene med sæbevand eller andet mildt rengøringsmiddel. Ved stærkt tilsmudsede overflader anbefales to gange vask i stedet for vask med højere koncentrat af rengøringsmiddel.

Det er vigtigt, at vedligeholdelse og eventuel renovering af trappen foretages med den lak eller maling, som trappen oprindelig er behandlet med. Hvis du er i tvivl, er du velkommen til at kontakte os.

 

Vedligeholdelse af olieret og hvidolieret træ

Almen rengøring af trinnene bør ske med støvsuger eller fejekost. Meget beskidte trætrin vaskes med sæbespånevand. Brug kun lidt vand, og fjern straks overskydende vand fra trætrinnene. Trætrin af merbau er særlig følsomme over for vand og kan give misfarvninger. Ved stærkt tilsmudsede overflader anbefales to gange vask i stedet for vask med højere koncentrat af rengøringsmiddel.

Det er vigtigt, at vedligeholdelse og eventuel renovering af trappen foretages med samme olie eller hvidolie, som trappen oprindelig er behandlet med. Hvis du er i tvivl, er du velkommen til at kontakte os.

 

Renovering af trætrappe

Renovering med ny lak eller maling skal foretages, før den gamle er slidt igennem. Overfladen skal være ren, tør og støvfri. Gammel, løstsiddende eller dårligt hæftende lak eller maling fjernes. Områder, hvor filmen er slidt igennem, skal slibes grundigt og pletlakeres. Ved penselpåføring skal penslen holdes godt mættet, og der stryges vådt i vådt. Påføring må ikke ske i stærk gennemtræk, direkte solskin samt temperaturer under 15 grader. Prøvestrygning tilrådes.

 

Spørg din lokale fagmand

VejleTrappen samarbejder med tømrermestre, byggefirmaer og trælasthandlere over hele landet. Så det er altid nemt at spørge den lokale specialist til råds om vedligeholdelse af trappe. Kontakt os for henvisning til nærmeste forhandler.